Forestil dig det gamle Pompeji og Herculaneum på en almindelig dag, hvor folk går rundt og lever deres liv, uvidende om den forestående undergang. Under overfladen rummede Vesuv, slumrende men ildevarslende, en ødelæggende kraft. I 79 A/C blev denne kraft sluppet løs, da Vesuv gik i udbrud med ødelæggende raseri. Udbruddet begravede byerne under et tæppe af aske og pimpsten og bevarede indbyggernes sidste øjeblikke i hjemsøgende detaljer. Århundreder senere, i 1800-tallet, udviklede Giuseppe Fiorelli, den italienske arkæolog, en teknik til at indfange disse øjeblikke ved at skabe afstøbninger af de hulrum, som de forrådnede kroppe havde efterladt. Disse afstøbninger og skeletter står nu i Pompeji og Herculaneum som højtidelige påmindelser om en tragisk dag og giver et gribende indblik i fortiden.